Forside
Forside

Teknologi og digitale værktøjer på Sorø Friskole

Vi anser teknologi og digitalisering som noget, der ikke bare ”gør noget ved os” men som kan gøre noget for os, og som vi kan gøre noget ved. Udgangspunktet i vores teknologipolitik er derfor at spille teknologi ind i de sammenhænge, hvor det kan bidrage positivt ved at styrke motivationen, en varieret skoledag eller skabe trivsel og læring. Og så skal eleverne klædes på med IT kompetencer på en engagerende og meningsfuld måde. Det er ikke nok at børn lærer at være ’brugere’ af teknologi, som kan downloade og bruge apps. De skal også lære at anvende, udvikle, forstå, påvirke og tage kritisk stilling til digitale teknologier. Derfor lærer eleverne også på basalt niveau at udtænke, bygge og designe med digitale værktøjer, eksempelvis ved at kode og programmere, bygge egen computer og mestre computersystemer i en alderssvarende IT undervisning. Vi tror på at IT skal læres som et særskilt håndværk, fremfor at sniges ubegrundet ind i andre pædagogiske sammenhænge.

Mobiltelefoner opbevares i mobilhotel i gennem skoledagen, så eleverne kan fokusere på det analoge samvær med hinanden, også i frikvartererne. Skolen stiller de teknologiske hjælpemidler til rådighed, som indgår i undervisningen.